Udflugt 2017 - Vadehavscenteret

Denne artikel skulle have været med i 11. udgave af Æ ØsbyPost, men blev desværre glemt i mailboksen af redaktionen.
Derfor er vi glade for at kunne bringe den flotte artikel fra Gertrud Skov på www.øsby-if.dk.

Af : Gertrud Skov, Starup Kirkevej 17

 

Selv om jeg ikke hører til i Øsby, men bor i Starup, fik jeg i efteråret 2016 møvet mig ind på senior gymnastikholdet i Øsby.

Det er grunden til,  at jeg for første gang kunne deltage i holdets populære udflugt i foråret 2017. Den begivenhed er jeg blevet opfordret til at skrive et lille referat om til Æ ØsbyPost. Turen foregik den 26. april med start fra Øsby Hallen kl 8.

Der var kaffepause ved Gram Slot. Turen gik til Vadehavscenteret og første punkt var en lille “spritrute” ved Vadehavet. Ledsaget af en guide, gik vi en lille tur i området, og hørte om planter og smådyr. Nogle urter kunne bruges til at lave kryddersnaps af. Og under viskestykket  i guidens medbragte kurv, gemte der sig minsandten diverse smagsprøver. 

Alle der havde lyst kunne smage. Hørte også om planter der har være brugt som lægeurter i gammel tid. Hyggelig gåtur og vejret var ganske fint. Nogle havde taget gummistøvler med, men det gik også fint med almindeligt fodtøj..

Derefter kunne vi se os omkring i Vadehavscenteret. Udefra en meget flot bygning, og indenfor bestemt et besøg værd. Store lyse rum med udstillinger og plancher som tiltrak sig opmærksomheden. Filmfremvisning og meget mere. Der var rigtig mange ting at opleve og fordybe sig i, alt efter interesse. Natur på en helt anden måde. Frokosten var alle spændte på. Smørrebrød i glas? Hvad mon det var? 

Det viste sig, at det var små spændende anretninger, fint pyntet i små glas.  3 glas til hver. Dertil blev der serveret hjemmebagt brød. Virkelig spændende og meget anderledes. Muffins og kaffe blev vi også budt på. Det hele var økologisk.

Der blev uddelt gaver til ledere og hjælpere. Stor ros og tak til alle. Så gik turen til Ribe, hvor der var lidt tid på egen hånd. Man kunne shoppe, kigge på domkirken som altid er et besøg værd, eller bare gå en tur i den hyggelige gamle by. Kaffen var bestilt på restaurant Bachhaus kl 15.

Der var lagkage og ostemad til dem der havde bestilt det. Nogle fik pludselig akut diabetes, så kunne de også få ostemad! 

Efter kaffen fragtede vores rare chauffør os hjem til Øsby i god behold.

 

En dejlig dag, en dejlig afslutning på en god sæson.